I vikingetiden og den tidlige middelalder havde de danske konger ikke fast bopæl, men var konstant på rejse rundt i landet. De indlogerede sig oftest på en af de mange kongsgårde, som fandtes dengang. Disse kongsgårde hørte under krongodset og fungerede som administrationscentre for de forskellige landsdele eller retsområder.
Til at forestå den daglige drift og varetage kongens interesser var der af kongen ansat nogle ombudsmænd eller »bryder«, som de kaldes i samtidige skriftlige kilder. Når kongen ikke selv var til stede, var det dem, der havde til opgave at inddrive de skatter, afgifter og bøder, der tilfaldt kongen. Derfor var disse mænd naturligvis ikke altid lige populære hos lokalbefolkningen.
Ved Børglum har der ligget en Kongsgård. Kongsgården Børglum nævnes i Ælnoths krønike om Kong Knud den hellige, hvori der fortælles at Kongen opholdt sig på Børglum Kongsgård i 1086:
Den kommende artikel er skrevet af Gert Jensen, og billedet her er behandlet af Carsten W. Jensen.
Tegning af Jeppe Boel Jepsen
I forvejen var der modvilje mod kongen, da de kongelige ombudsmænd (også kaldet ’brydere’) ifølge Ælnoth var meget upopulære blandt befolkningen. Ælnoth beskriver at de ved vold og misbrug af deres magt havde gjort utålelige overgreb på ’Ædelbåren som menigmand’. Når kongen ikke var til stede, var det de kongelige ombudsmænds opgave at inddrive skatter og afgifter. En rolle der ikke gjorde dem specielt skattede i lokalbefolkningen.
Disse førnævnte er angiveligt iblandt de årsager der i sidste ende førte til det oprør, der startede ved Børglum.
"Efter at kongen i de sydlige egne hinsides den strøm, der hedder Lime(Limfjorden) på sædvanligvis havde udført de sædvanelige kongelige hverve, drog han til det kystområde, der på danske hedder Vendle, hvilket betyder "det der vender sig", og der besluttede han at tage bolig på den går som efter en fordums herskerinde på det sted Buhrlina, men nu med en ændret vokal hedder Børglum."
I forsommeren havde Kong Knud rejst rundt i riget for at for godkendt for at få vedtaget nye love. Dette var også hans formål da Knud Ankommer til Kongsgården ved Børglum med sine halvbrødre Benedikt og Erik samt sine krigere. Knud drager til tinget ved Børglum, der vurderes til at have ligget lidt nordøst for klosteret er i dag, i et område der kaldes 'Sysseleng'.
I forvejen ulmede ufreden ved Børglum. både nat og dag havde ædelbåren som almuen afholdt forsamlinger hvor de havde lagt "råd op mod kongens magt"
"Ophidsede ved hans komme flokkedes både ædelbårne og almue til deres ildevarslende rådsmøder og ildnede hinanden op til misligheder: de regnede det nemlig for en skam at rette sig efter kongens bud og at agte sig selv for ringere end kongen"
Det var på tinget at frie mænd enten vedtog eller forkastede love. Kongen kunne udelukkende komme med forslag og havde ikke nogen magt på beslutningen. Det var tinget der havde den lovgivende magt og de kunne forkaste et lovforlag hvis de fandt det uacceptabelt.
Det tyder på at det var denne magt som tinget havde, som Kong Knud var i færd med at optrevle og centralisere magten hos kongemagten.
Det faldt ikke i god jord hos de frie mænd ved Børglum.
"På en aftalt dag drager nu kongen med sine mænd til deres talrigt besøgte tingsamling for at overvære den, og da han mærkede sig de fremmødtes fjendtlige trods, går han så ud til sine folk for at overveje sagen. På grund af røret i den rasende hob må han dog nøjes med af fremlægge ganske få bestemmelser, som han havde ønsket at få fra hånden"
Kong Knud formår kun at fremlægge nogle af sine lovforslag inden tinget rejser sig imod ham.
Efter tinget flygtede Kong Knud først tilbage til Børglum kongsgård og dernæst flygtede han længere ned i landet, mens oprøret bredte sig. En række af kongens gårde blev indtaget og brændt
”Nu da Kongens tilbagetog blev almindeligt kendt, trængte røverskarerne bandevis ind i kongsgårdene, drev kongens brydere ud af husene, lod de grådige søgende blikke finde ind allesteds; de snappede alt det, der var nærmest for hånden, rodede som svin alting igennem, smed resten af ydelserne til det kongelige underhold, det, de ikke havde stoppet i sig, ud på jorden og trampede på det.”
Kongen flygtede til Aggersborg til den befæstning der eksisterede der (ikke Ringborgen fra Harald Blåtands tid), men oprøret fulgte efter og det endte med at kong Knud flygtede over Limfjorden mod syd med et antal hirdmænd. Kong Knud flygtede længere ned igennem Jylland, hvor oprøret bredte sig. Kongen når til kongsgården ved Odense med da oprøret indhenter dem søger de ind i den nærliggende Sankt Albani Kirke.
Det bliver Knuds endeligt. Kongen blev dræbt i Skt. Albani Kirke. Knuds bror, Benedikt, dræbes også i Kirken med 17 af Knuds krigsmænd.
Det er kun halvbroderen Erik (senere Kong Erik Ejegod) der undslipper oprøret med livet i behold.
Oprørslederen Piper døde af sine sår. Iblandt de krigsfolk der deltog i oprøret på Kong Knud var Thurgot, Toke, Vilgrip, Randulf, Milo, Rosten, Sune, Palne, Atte, Æskil, Gudmer, Endnu en Thurgot, Asmund, Blakke, Sven og Bernhard.