I middelalderen lå Vendsyssels bispesæde ved Børglum Kloster. Klosteret var magtfuldt, som hovedklosteret i norden for den europæiske kanikkeorden Præmonstratenserne.
På Børglum Bakke var der i vikingetiden en kongsgård, ca. 1060 bliver der oprettet et bispesæde på stedet, og midt i 1100-tallet vælger præmonstratenserordenen lokaliteten, der bliver ordenens hovedsæde i Norden i det der kaldtes Circariae Dania, der talte i alt 10 klostre i det nuværende Danmark, Norge, Sverige og Skotland.
Herunder kan du læse mere om stedets historie.
I vikingetiden og den tidlige middelalder havde de danske konger ikke fast bopæl, men var konstant på rejse rundt i landet. De indlogerede sig oftest på en af de mange kongsgårde, som fandtes dengang. Disse kongsgårde hørte under krongodset og fungerede som administrationscentre for de forskellige landsdele eller retsområder.
Til at forestå den daglige drift og varetage kongens interesser var der af kongen ansat nogle ombudsmænd eller »bryder«, som de kaldes i samtidige skriftlige kilder. Når kongen ikke selv var til stede, var det dem, der havde til opgave at inddrive de skatter, afgifter og bøder, der tilfaldt kongen. Derfor var disse mænd naturligvis ikke altid lige populære hos lokalbefolkningen.
Kongsgården Børglum nævnes i Ælnoths krønike om Kong Knud den hellige, hvori der fortælles at Kongen opholdt sig på Børglum Kongsgård i 1086:
Tegning af Jeppe Boel Jepsen
Ved Børglum har der ligget en Kongsgård. Kongsgården Børglum nævnes i Ælnoths krønike om Kong Knud den hellige, hvori der fortælles at Kongen opholdt sig på Børglum Kongsgård i 1086:
I forvejen var der modvilje mod kongen, da de kongelige ombudsmænd (også kaldet ’brydere’) ifølge Ælnoth var meget upopulære blandt befolkningen. Ælnoth beskriver at de ved vold og misbrug af deres magt havde gjort utålelige overgreb på ’Ædelbåren som menigmand’. Når kongen ikke var til stede, var det de kongelige ombudsmænds opgave at inddrive skatter og afgifter. En rolle der ikke gjorde dem specielt skattede i lokalbefolkningen.
Disse førnævnte er angiveligt iblandt de årsager der i sidste ende førte til det oprør, der startede ved Børglum.
"Efter at kongen i de sydlige egne hinsides den strøm, der hedder Lime(Limfjorden) på sædvanligvis havde udført de sædvanelige kongelige hverve, drog han til det kystområde, der på danske hedder Vendle, hvilket betyder "det der vender sig", og der besluttede han at tage bolig på den går som efter en fordums herskerinde på det sted Buhrlina, men nu med en ændret vokal hedder Børglum."
I forsommeren havde Kong Knud rejst rundt i riget for at for godkendt for at få vedtaget nye love. Dette var også hans formål da Knud Ankommer til Kongsgården ved Børglum med sine halvbrødre Benedikt og Erik samt sine krigere. Knud drager til tinget ved Børglum, der vurderes til at have ligget lidt nordøst for klosteret er i dag, i et område der kaldes 'Sysseleng'.
I forvejen ulmede ufreden ved Børglum. både nat og dag havde ædelbåren som almuen afholdt forsamlinger hvor de havde lagt "råd op mod kongens magt"
"Ophidsede ved hans komme flokkedes både ædelbårne og almue til deres ildevarslende rådsmøder og ildnede hinanden op til misligheder: de regnede det nemlig for en skam at rette sig efter kongens bud og at agte sig selv for ringere end kongen"
Det var på tinget at frie mænd enten vedtog eller forkastede love. Kongen kunne udelukkende komme med forslag og havde ikke nogen magt på beslutningen. Det var tinget der havde den lovgivende magt og de kunne forkaste et lovforlag hvis de fandt det uacceptabelt.
Det tyder på at det var denne magt som tinget havde, som Kong Knud var i færd med at optrevle og centralisere magten hos kongemagten.
Det faldt ikke i god jord hos de frie mænd ved Børglum.
"På en aftalt dag drager nu kongen med sine mænd til deres talrigt besøgte tingsamling for at overvære den, og da han mærkede sig de fremmødtes fjendtlige trods, går han så ud til sine folk for at overveje sagen. På grund af røret i den rasende hob må han dog nøjes med af fremlægge ganske få bestemmelser, som han havde ønsket at få fra hånden"
Kong Knud formår kun at fremlægge nogle af sine lovforslag inden tinget rejser sig imod ham.
Efter tinget flygtede Kong Knud først tilbage til Børglum kongsgård og dernæst flygtede han længere ned i landet, mens oprøret bredte sig. En række af kongens gårde blev indtaget og brændt
”Nu da Kongens tilbagetog blev almindeligt kendt, trængte røverskarerne bandevis ind i kongsgårdene, drev kongens brydere ud af husene, lod de grådige søgende blikke finde ind allesteds; de snappede alt det, der var nærmest for hånden, rodede som svin alting igennem, smed resten af ydelserne til det kongelige underhold, det, de ikke havde stoppet i sig, ud på jorden og trampede på det.”
Kongen flygtede til Aggersborg til den befæstning der eksisterede der (ikke Ringborgen fra Harald Blåtands tid), men oprøret fulgte efter og det endte med at kong Knud flygtede over Limfjorden mod syd med et antal hirdmænd. Kong Knud flygtede længere ned igennem Jylland, hvor oprøret bredte sig. Kongen når til kongsgården ved Odense med da oprøret indhenter dem søger de ind i den nærliggende Sankt Albani Kirke.
Det bliver Knuds endeligt. Kongen blev dræbt i Skt. Albani Kirke. Knuds bror, Benedikt, dræbes også i Kirken med 17 af Knuds krigsmænd.
Det er kun halvbroderen Erik (senere Kong Erik Ejegod) der undslipper oprøret med livet i behold.
Oprørslederen Piper døde af sine sår. Iblandt de krigsfolk der deltog i oprøret på Kong Knud var Thurgot, Toke, Vilgrip, Randulf, Milo, Rosten, Sune, Palne, Atte, Æskil, Gudmer, Endnu en Thurgot, Asmund, Blakke, Sven og Bernhard.
I middelalderen blev den danske kirke organiseret i bispedømmer under ledelse af en biskop. Bispesædet ved Børglum blev oprettet under navnet ’Wendila’ i 1060 under Svend Estridsens Stiftsreformer. Der fandtes en kongsgård ved Børglum og dette blev biskoppens residens.
Hvorfor oprette bispesædet?
Oprettelsen af de nye stifte i Danmark udsprang, blandt andet, af at Ribe stift var blevet uhåndterligt stort. Situationen blev ikke bedre af at biskop Odinkar af Ribe arvede en tredjedel af Vendsyssel fra sin far, Jarl Toke. Han lod hele sin arv gå i Ribe bispesæde og det betød at stiftet nu også ejede en tredjedel af Vendsyssel.
Det var blandt andet dette der førte til at man ønskede at oprette flere stifter i Jylland, herunder stiftet i Vendsyssel ’Wendila’, som senere, i en liste dateret o. 1103 kaldes ’Birgila’.
foto: John Lee og Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet
Runesten fra den gamle domkirke. Stenen er dateret 1150-1175. Skriften læser "Mester Tufi gjorde mig"
Præmonstratenserordenen bestod af selvstændige klostre. Hver region i Europa var inddelt i circaria og klostrene arbejdede sammen indbyrdes. Disse regioner kaldtes ’Circariaer’ og hvert circariae havde et hovedkloster. Børglum Kloster bliver hovedsædet i norden, i Circariae Dania. Konventet i Børglum var domkapitel, og domkirken var også klosterkirke for korherrerne. Domkapitlet ved Børglum kloster er beskrevet som følger:
”Domkapitlet var det rigeste og vigtigste i hele riget, der kunne glæde sig over at have jurisdiction over eget gods og være udstyret med en strålende skole. Det var den kristne kulturs sande centrum i Danmark.”
Præmonstratenserne etablerede sig ved Børglum i perioden 1139-1142, men der må forventes at have været et klosterlignende samfund allerede o. år 1060, da bispesædet blev oprettet. Det tidligere kloster ved Børglum forventes at have ligget syd for klosteret i et område kaldet ’Mariegård’
Kalkmaleri af en engel i den gamle domkirke, opdaget ved restaurering i 2024
Klosterlederen på Børglum Kloster havde titlen Præpositus.
Klosterlederen blev valgt at konventet og stillingen var livsvarig. Præpositus havde en højere værdighed end en abbed, da han også var overhovedet for alle 10 klostre i Circariae Dania.
Klosterlederen var også en vigtig mand i national politik, da han, ligesom biskoppen, var medlem af kongens rigsråd og var rådets sekretær. Præmonstratenserordenens øverste ledelse var abbeden i Prémontré, og generalkapitlet der afholdtes årligt. Hvert kloster skulle sende repræsentanter til det årlige generalkapitel i Frankrig.
Sammen med Præpositus i Børglum, skulle Tønsbergs klosterleder repræsentere Circariaet på de internationale generalkapitler i Premontré i Frankrig. Det betød at Børglum Kloster havde indsigt og indflydelse i den europæiske politik. For Circariae Dania var det påkrævet at Præpositus og klosterlederen i Tønsberg deltog.
International handel
Religiøst og handelsmæssigt havde Børglum Kloster forbindelse til Tyskland, Frisland, Flandern, England Skotland, Norge og Sverige. Af de præmonstratensiske klostre i ordenens nordiske Circarie Dania havde specielt fire klostre et tæt samarbejde i forbindelse med at drive en omfattende handel med egen handelsflåde. Det var klostrene i Tønsberg, Dragsmark Børglum og Fearn (i grevskabet Ross, Skotland) Under Englands kong Henrik III,. rejste handelsflåden uhindret igennem handelsblokaden, hvor de solgte deres varer i de engelske handelsbyer Yarmouth og Lynn.
Børglum Kloster:
Etableret som præmonstratenser kloster o. 1139-1142 og hovedklosteret i Circariae Dania. Klosterlederen på Børglum kloster var domprovst, og hans officielle titel var ’Præpositus’ det direkte oversat betyder ’øverste leder’. Børglum klosterkirke var også stiftes domkirke og blev indviet til Jomfru Maria. Kirken blev planlagt meget stor - o. en tredjedel længere end kirken i dag - og i dette er også fundet tårnfundamenter. Om denne del af kirken blev fuldt realiseret, og senere nedrevet, er stadig uvist.
Tønsberg Kloster
Grundlagt 1170-1190 med Børglum som moderkloster. Tønsberg var på daværende tidspunkt en handelsby. Kirken var en rundkirke og med sine 23 meter i diameter var det den største rundkirke i norden. Kirken blev indviet til Sankt Olav.
Dragsmark Kloster
Klosteret blev grundlagt af Børglum og Tønsberg i 1234 og kirken blev indviet til Jomfru Maria. Klosteret lå nær kysten i et skovrigt område nær Oddevold. Klosteret bar navnet Mariskog (Marias skov) men bliver oftest kaldt Dragsmark Kloster. Klosteret havde 150 ejendomme.
Fearn Abbey
Det eneste skotske kloster. Dette kloster havde et tæt handelssamarbejde med Børglum, Tønsberg og Dragsmark.
Bækkeskov
Tommerup
Væ
Vrejlev
Lund
Øved
Prémontré
Hovedklosteret for præmonstratenserordenen indtil den franske revolution. Hovedklosteret er i dag flyttet til Averbode, men generalabbeden kaldes stadig som lederen af Premontré. Dominus Praemonstratensis.
Steinfeld Kloster
Dette Kloster blev et præmonstratensisk kloster i 1130. Klosteret havde mange datterklostre, herunder Børglum Kloster.
Rom
Hovedklosteret i Børglum var absolut selvstændigt fra konge og biskop. Igennem generalkapitlet stod Børglums Præpositus direkte under paven i Rom.
Børglum Bispen Thurgot deltog i julehoffet i Odensei 1187, der skulle blive startpunktet for en dramatisk begivenhed i Danmarks historie. Midt under den kong Knud 6.s julehof ankom en udsending fra paven. Han overbragte den chokerende nyhed om at Jerusalem var faldet til sultan Saladin.
Esbern Snare, en legendarisk figur fra de danske korstog, opfordrede til handling, hvilket resulterede i, at flere modige mænd valgte at drage ud i hellig krig. Skriftet ”Beretningen om danernes færd til Jerusalem” beskriver et af de korstog, der udgik fra Danmark i 1191, og er sandsynligvis skrevet i Børglum Kloster.
Bisp Thurgots nevø er en af de korsfarer der deltager da korstoget udgår fra Vendsyssel, først til Kongehelle og dernæst Tønsberg i Norge der var hjemsted for det næst-mægtigste præmonstratenserkloster i Skandinavien, kun overgået af Børglum Kloster. Tønsberg Klosterkirke var med sinde 23 meter i diameter den største rundkirke i Skandinavien. Norges kong Sverre velsigner korstoget i Bergen før korsfarerne vender blikket mod Jerusalem.
Ulykken vil at det vendsysselske korstog sejler ind i en voldsom storm der kræver menneskeliv og flere skibe forliser. Disse tab regnes blandt martyrerne. De overlevende samles op af de korsfarer der klarede sig igennem stormen.
Korstoget nåede ikke frem inden fredsslutningen med Saladin, men i ”Beretningen” pointeres det, at det var et ægte korstog alligevel, og korsfarerne hyldes som helte og martyrer.
Nogle korsfarer vælger at besøge de hellige steder som pilgrimme inden de rejser tilbage mod nord.
Herefter skrives beretningen, sandsynligvis i Børglum Kloster. Den blev skrevet på opfordringen af ’Dominus K’ sandsynligvis den daværende Præpositus af Børglum Kloster. Den pågældende Kannik der skrev beretningen var Norsk og muligvis hjemmehørende i Tønsberg.
Foto rytterfrise af Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet
Da Reformationen blev fuldført 1536, blev alt kirke- og bispegods beslaglagt af den lutheranske Christian 3., som »glemte« at kanalisere pengene ud til de folk, der nu skulle overtage de forpligtelser, som klostret hidtil havde haft. De efterfølgende år blev en virkelig hård tid for vendelboerne. Det sociale system som f.eks. hospitalerne, skolerne og fattigvæsenet kollapsede, heksejagten satte ind
Christian 3. dømte alle bønderne i Vendsyssel til døden, fordi de fleste af dem havde deltaget på Skipper Clements side i Grevens Fejde. Dødsdommene undgås, hvis bønderne betalte en klækkelig sum penge til kongen, men kongens selvbestaltede domme lå uhørt langt fra det, vi ellers kender fra den nordiske retspraksis.
I en overgangstid, hvor man skulle forsøge at få et overblik over Børglum Klosters værdier og jordbesiddelser, udnævnte kongen klostrets prior Niels Lauridsen som tilsynsmand for det beslaglagte kloster- og bispegods. Og det har helt sikkert været en klar fordel, idet det jo netop var prioren, der før Reformationen var vant til at føre regnskab og have det store overblik over klostrets gods. Man kan sige, at prior Niels beholdt sit job, men skiftede arbejdsgiver; i stedet for abbeden fik han nu Christian 3. Bispegodset blev ret hurtigt solgt fra, heraf fik den forhadte Peder Ebbesen Galt 68 gårde, og det gamle klostergods blev udlagt til kongeligt len 1540.
I de 129 år, Børglum Kloster var under kongelige lensmænd og Sorø Akademi, var mængden af jordbesiddelser stort set den samme, og lensmændenes indtægter nogenlunde ens. Men den manglende vedligeholdelse af bygningerne havde efterhånden sat et så kraftigt præg, at kongen efter Godslev Buddes død 1622 befalede Otto Skeel og Mogens Kaas at lave en udførlig rapport over godsets og bygningernes tilstand. I rapporten omtales både klosterbygningerne og alle avlsbygningerne som »brøstfældige«, det vil sige faldefærdige. Kirken nævnes ikke, men formodentlig har den været i nogenlunde stand, da den var blevet restaureret både i 1590 og 1616. Det er også takket være den omtalte rapport, vi for første gang kan få et samlet overblik over Børglum Klosters samlede jordbesiddelser, og selv om godset ikke opgøres i hartkorn, men kun i antal ejendomme, så giver den alligevel en ganske god fornemmelse af de besiddelser, der hørte til Børglum Kloster på den tid. Rapporten omtaler 268 gårde, 163 gadehuse og 4 møller.
1669-1770 Før Børglum Kloster 1669 blev solgt til privat eje, var en stor del af fæstegårdene blevet solgt fra. Af de 1555 tdr. hartkorn, som efter matriklen 1664 hørte til godset, var det kun 798, der overgik til Peder Reedtz, og det var fortrinsvis de ejendomme, der lå længst fra gården, der var blevet solgt. Normalt regnes denne periode for at være stavnsbåndets, kvægpestens og underkuelsens tid for de danske bønder. Men adskillige retssager fra den tid vidner om, at bønderne under Børglum Kloster ikke lod sig kue af godsejerne, ikke mindst bombeattentatet mod oberst de Poulson. En samtidig indberetning fortæller, at der bestemt ikke var »Jeppe på bjergetlignende « tilstande på klostret: »Torturredskaber som træhesten og lignende var ikke at finde på Børglum«, står der i en optegnelse over løsøre fra 1721.
1781 blev der udsendt en kongelig forordning, der opfordrede til, at man opgav det gamle fællesskab i landsbyerne og påbegyndte en udskiftning. Gårdene skulle flyttes ud til den jord, der hørte under gården, så hver gård fik sine jordtilliggender samlet omkring sig, i stedet for som hidtil, hvor alle gårdene havde været samlet omkring landsbyens gadekær. Da processen var både besværlig og dyr, og der opstod tvivl om, hvorvidt det var godsejeren eller bønderne, der skulle betale landmåleren og omkostningerne ved at flytte bygningerne, ja så varede udskiftningen af Børglum Klosters gods faktisk 37 år. 1798 var det fæstegods, der lå til hovedgården, vurderet til 998 tdr. hartkorn.
Året 1835 kom Børglum Kloster i familien Rottbølls eje. Slægten kom oprindelig fra hovedgården Rotbøl, Lodbjerg sogn i Thy, der sidst i 1600-tallet blev ødelagt af sandflugten. Det har siden været denne slægt, der har opfostret godsejere til Børglum Kloster
Da loven om afviklingen af fæstegods kom 1861, blev der lavet en fortegnelse over de fæstepligtige gårde, der stadig hørte under Børglum Kloster. Da Rottbøll forinden havde solgt ca. 400 tdr. hartkorn af fæstegodset, var der nu kun 81 gårde med et samlet hartkorn på 265 tønder tilbage. Udviklingen gik stærkt; grundloven blev vedtaget, hoveriet blev ophævet, og fæstebonden blev selvejer, og det betød blandt andet, at der blev en mere intens dyrkning af markerne og dermed et større udbytte. Men det var bestemt ikke en ubetinget fordel, at bønderne kom til at eje deres gårde. I flere tilfælde kan vi da også se, at de trækker ejerskiftet ud, fordi den husleje, de betalte til godsejeren, var forholdsvis lav. På en måde kan man vel sige, at bonden blot fik sit fæstebrev udskiftet med et kreditforeningslån. 1935, er den samlede hartkornsvurdering svundet ind til 42 tønder.
Efter en brand byggede de nuværende ejere Hans og Anne Rottbøll 1989 en ny kornlade på 3000 m2, og de iværksatte 1995 det største restaureringsarbejde af kirken, der er foretaget siden 1590. Et projekt, der er budgetteret til ca. 13 millioner kroner.
En af de ejendommeligheder ved Børglum Klosters historie, der stadig undrer historikerne, er, at dette middelalderlige magtcenter aldrig udviklede sig til en regulær by med borgerskab, købmænd og handelshuse, som ellers var en vigtig del af de øvrige danske bispers økonomiske grundlag. Hvis vi ser på udviklingen ved de andre bispesæder i det nuværende Danmark: Viborg, Århus, Ribe, Odense og Roskilde, så opstod der alle disse steder en storby, hvorimod både den omfattende bebyggelse og det store befolkningstal ved Børglum skrumper ind til kun at omfatte den nu ensomt beliggende herregård på toppen af bakken.
Havde udviklingen ved Børglum været den samme som ved landets øvrige bispebyer, ja, så havde Børglum Kloster nu ligget midt i en storby, måske med et storcenter lidt vest for møllen og et byggemarked nord for kirkegården. Ikke fordi vi har noget imod hverken et storcenter eller et byggemarked, men her på egnen er vi mange, der egentlig synes, at bygningerne og landskabet klæ'r hinanden ganske godt, og at den skæbne, det smukke gamle kloster har fået, ikke er så ringe endda.
Er I nysgerrige på at gå på opdagelse på det historie kloster, så har vi åbent fra april til oktober (+ vinterferien, påskeferien og til vores julemarked). Her kan I få en uforglemmelig oplevelse og høre lidt om Børglum Klosters uhyggelige historie. Vi lover oplevelser for folk i alle aldre.