I middelalderen lå Vendsyssels bispesæde ved Børglum Kloster. Klosteret var magtfuldt, som hovedklosteret i norden for den europæiske kanikkeorden Præmonstratenserne.
På Børglum Bakke var der i vikingetiden en kongsgård, ca. 1060 bliver der oprettet et bispesæde på stedet, og midt i 1100-tallet vælger præmonstratenserordenen lokaliteten, der bliver ordenens hovedsæde i Norden i det der kaldtes Circariae Dania, der talte i alt 10 klostre i det nuværende Danmark, Norge, Sverige og Skotland.
Herunder kan du læse mere om stedets historie.
I vikingetiden og den tidlige middelalder havde de danske konger ikke fast bopæl, men var konstant på rejse rundt i landet. De indlogerede sig oftest på en af de mange kongsgårde, som fandtes dengang. Disse kongsgårde hørte under krongodset og fungerede som administrationscentre for de forskellige landsdele eller retsområder.
Til at forestå den daglige drift og varetage kongens interesser var der af kongen ansat nogle ombudsmænd eller »bryder«, som de kaldes i samtidige skriftlige kilder. Når kongen ikke selv var til stede, var det dem, der havde til opgave at inddrive de skatter, afgifter og bøder, der tilfaldt kongen. Derfor var disse mænd naturligvis ikke altid lige populære hos lokalbefolkningen.
Kongsgården Børglum nævnes i Ælnoths krønike om Kong Knud den hellige, hvori der fortælles at Kongen opholdt sig på Børglum Kongsgård i 1086:
Tegning af Jeppe Boel Jepsen
Ved Børglum har der ligget en Kongsgård. Kongsgården Børglum nævnes i Ælnoths krønike om Kong Knud den hellige, hvori der fortælles at Kongen opholdt sig på Børglum Kongsgård i 1086:
I forvejen var der modvilje mod kongen, da de kongelige ombudsmænd (også kaldet ’brydere’) ifølge Ælnoth var meget upopulære blandt befolkningen. Ælnoth beskriver at de ved vold og misbrug af deres magt havde gjort utålelige overgreb på ’Ædelbåren som menigmand’. Når kongen ikke var til stede, var det de kongelige ombudsmænds opgave at inddrive skatter og afgifter. En rolle der ikke gjorde dem specielt skattede i lokalbefolkningen.
Disse førnævnte er angiveligt iblandt de årsager der i sidste ende førte til det oprør, der startede ved Børglum.
"Efter at kongen i de sydlige egne hinsides den strøm, der hedder Lime(Limfjorden) på sædvanligvis havde udført de sædvanelige kongelige hverve, drog han til det kystområde, der på danske hedder Vendle, hvilket betyder "det der vender sig", og der besluttede han at tage bolig på den går som efter en fordums herskerinde på det sted Buhrlina, men nu med en ændret vokal hedder Børglum."
I forsommeren havde Kong Knud rejst rundt i riget for at for godkendt for at få vedtaget nye love. Dette var også hans formål da Knud Ankommer til Kongsgården ved Børglum med sine halvbrødre Benedikt og Erik samt sine krigere. Knud drager til tinget ved Børglum, der vurderes til at have ligget lidt nordøst for klosteret er i dag, i et område der kaldes 'Sysseleng'.
I forvejen ulmede ufreden ved Børglum. både nat og dag havde ædelbåren som almuen afholdt forsamlinger hvor de havde lagt "råd op mod kongens magt"
"Ophidsede ved hans komme flokkedes både ædelbårne og almue til deres ildevarslende rådsmøder og ildnede hinanden op til misligheder: de regnede det nemlig for en skam at rette sig efter kongens bud og at agte sig selv for ringere end kongen"
Det var på tinget at frie mænd enten vedtog eller forkastede love. Kongen kunne udelukkende komme med forslag og havde ikke nogen magt på beslutningen. Det var tinget der havde den lovgivende magt og de kunne forkaste et lovforlag hvis de fandt det uacceptabelt.
Det tyder på at det var denne magt som tinget havde, som Kong Knud var i færd med at optrevle og centralisere magten hos kongemagten.
Det faldt ikke i god jord hos de frie mænd ved Børglum.
"På en aftalt dag drager nu kongen med sine mænd til deres talrigt besøgte tingsamling for at overvære den, og da han mærkede sig de fremmødtes fjendtlige trods, går han så ud til sine folk for at overveje sagen. På grund af røret i den rasende hob må han dog nøjes med af fremlægge ganske få bestemmelser, som han havde ønsket at få fra hånden"
Kong Knud formår kun at fremlægge nogle af sine lovforslag inden tinget rejser sig imod ham.
Efter tinget flygtede Kong Knud først tilbage til Børglum kongsgård og dernæst flygtede han længere ned i landet, mens oprøret bredte sig. En række af kongens gårde blev indtaget og brændt
”Nu da Kongens tilbagetog blev almindeligt kendt, trængte røverskarerne bandevis ind i kongsgårdene, drev kongens brydere ud af husene, lod de grådige søgende blikke finde ind allesteds; de snappede alt det, der var nærmest for hånden, rodede som svin alting igennem, smed resten af ydelserne til det kongelige underhold, det, de ikke havde stoppet i sig, ud på jorden og trampede på det.”
Kongen flygtede til Aggersborg til den befæstning der eksisterede der (ikke Ringborgen fra Harald Blåtands tid), men oprøret fulgte efter og det endte med at kong Knud flygtede over Limfjorden mod syd med et antal hirdmænd. Kong Knud flygtede længere ned igennem Jylland, hvor oprøret bredte sig. Kongen når til kongsgården ved Odense med da oprøret indhenter dem søger de ind i den nærliggende Sankt Albani Kirke.
Det bliver Knuds endeligt. Kongen blev dræbt i Skt. Albani Kirke. Knuds bror, Benedikt, dræbes også i Kirken med 17 af Knuds krigsmænd.
Det er kun halvbroderen Erik (senere Kong Erik Ejegod) der undslipper oprøret med livet i behold.
Oprørslederen Piper døde af sine sår. Iblandt de krigsfolk der deltog i oprøret på Kong Knud var Thurgot, Toke, Vilgrip, Randulf, Milo, Rosten, Sune, Palne, Atte, Æskil, Gudmer, Endnu en Thurgot, Asmund, Blakke, Sven og Bernhard.
I samarbejde med ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen, Adelbert, oprettede den danske konge Svend Estridsen tre nye stifter i Nørrejylland omkring 1060: Århus, Viborg og Børglum. Det nye Vendsyssel stift kom til at omfatte Vendsyssel, Thysyssel med Hanherred samt Mors, som egentlig var en del af Sallingsyssel. Flere ting tyder på, at det var en del af kongsgårdens jorder, der blev udstykket til bispegården og stiftsadministrationen, og da kongen jo på den tid havde sin gård, sandsynligvis med tilhørende kirke, på toppen af Børglum Bakke, ja så blev bispen henvist til arealet umiddelbart syd for bakken.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår det første egentlige kloster blev oprettet på Børglum, men allerede kort efter 1060, da bispesædet blev oprettet, må vi gå ud fra, at der i hvert fald har været et klosterlignende samfund tilknyttet bispesædet. På foranledning af ærkebiskop Eskil var det den magtfulde præmonstratenserorden, der etablerede sig på Børglum fra midt i 1100-tallet, og Børglum blev ordenens hovedsæde for klostrene i Danmark, Norge, Sverige og Skotland.
Præmonstratenserordenen blev stiftet af Norbert af Xanten, der 1120 grundlagde ordenens hovedsæde i den franske by Prémontré. Den blev hurtigt en af overklassens mest populære ordner, og der blev oprettet ca. 500 præmonstratenserklostre i Europa. Når ordenens brødre kalder sig for kannikker eller korherrer " ikke munke " så skyldes det, at man skal have en præsteuddannelse for at blive optaget i denne orden. Det kan være cistercienseren Bernhard af Clairvaux, der har anbefalet præmonstratenserne til sin nære ven, den danske ærkebiskop Eskil, der omkring midten af 1100-tallet formidler præmonstratensernes ankomst til Danmark. Præmonstratensere, der kom til Børglum Kloster, blev bestemt regnet for at høre til den europæiske gejstligheds elite.
Da Reformationen blev fuldført 1536, blev alt kirke- og bispegods beslaglagt af den lutheranske Christian 3., som »glemte« at kanalisere pengene ud til de folk, der nu skulle overtage de forpligtelser, som klostret hidtil havde haft. De efterfølgende år blev en virkelig hård tid for vendelboerne. Det sociale system som f.eks. hospitalerne, skolerne og fattigvæsenet kollapsede, heksejagten satte ind
Christian 3. dømte alle bønderne i Vendsyssel til døden, fordi de fleste af dem havde deltaget på Skipper Clements side i Grevens Fejde. Godt nok kunne dødsdommene undgås, hvis bønderne betalte en klækkelig sum penge til kongen, men kongens selvbestaltede domme lå uhørt langt fra det, vi ellers kender fra den nordiske retspraksis.
I en overgangstid, hvor man skulle forsøge at få et overblik over Børglum Klosters værdier og jordbesiddelser, udnævnte kongen klostrets prior Niels Lauridsen som tilsynsmand for det beslaglagte kloster- og bispegods. Og det har helt sikkert været en klar fordel, idet det jo netop var prioren, der før Reformationen var vant til at føre regnskab og have det store overblik over klostrets gods. Man kan sige, at prior Niels beholdt sit job, men skiftede arbejdsgiver; i stedet for abbeden fik han nu Christian 3. Bispegodset blev ret hurtigt solgt fra, heraf fik den forhadte Peder Ebbesen Galt 68 gårde, og det gamle klostergods blev udlagt til kongeligt len 1540.
I de 129 år, Børglum Kloster var under kongelige lensmænd og Sorø Akademi, var mængden af jordbesiddelser stort set den samme, og lensmændenes indtægter nogenlunde ens. Men den manglende vedligeholdelse af bygningerne havde efterhånden sat et så kraftigt præg, at kongen efter Godslev Buddes død 1622 befalede Otto Skeel og Mogens Kaas at lave en udførlig rapport over godsets og bygningernes tilstand. I rapporten omtales både klosterbygningerne og alle avlsbygningerne som »brøstfældige«, det vil sige faldefærdige. Kirken nævnes ikke, men formodentlig har den været i nogenlunde stand, da den var blevet restaureret både i 1590 og 1616. Det er også takket være den omtalte rapport, vi for første gang kan få et samlet overblik over Børglum Klosters samlede jordbesiddelser, og selv om godset ikke opgøres i hartkorn, men kun i antal ejendomme, så giver den alligevel en ganske god fornemmelse af de besiddelser, der hørte til Børglum Kloster på den tid. Rapporten omtaler 268 gårde, 163 gadehuse og 4 møller.
1669-1770 Før Børglum Kloster 1669 blev solgt til privat eje, var en stor del af fæstegårdene blevet solgt fra. Af de 1555 tdr. hartkorn, som efter matriklen 1664 hørte til godset, var det kun 798, der overgik til Peder Reedtz, og det var fortrinsvis de ejendomme, der lå længst fra gården, der var blevet solgt. Normalt regnes denne periode for at være stavnsbåndets, kvægpestens og underkuelsens tid for de danske bønder. Men adskillige retssager fra den tid vidner om, at bønderne under Børglum Kloster ikke lod sig kue af godsejerne, ikke mindst bombeattentatet mod oberst de Poulson. En samtidig indberetning fortæller, at der bestemt ikke var »Jeppe på bjergetlignende « tilstande på klostret: »Torturredskaber som træhesten og lignende var ikke at finde på Børglum«, står der i en optegnelse over løsøre fra 1721.
1781 blev der udsendt en kongelig forordning, der opfordrede til, at man opgav det gamle fællesskab i landsbyerne og påbegyndte en udskiftning. Gårdene skulle flyttes ud til den jord, der hørte under gården, så hver gård fik sine jordtilliggender samlet omkring sig, i stedet for som hidtil, hvor alle gårdene havde været samlet omkring landsbyens gadekær. Da processen var både besværlig og dyr, og der opstod tvivl om, hvorvidt det var godsejeren eller bønderne, der skulle betale landmåleren og omkostningerne ved at flytte bygningerne, ja så varede udskiftningen af Børglum Klosters gods faktisk 37 år. 1798 var det fæstegods, der lå til hovedgården, vurderet til 998 tdr. hartkorn.
Året 1835 kom Børglum Kloster i familien Rottbølls eje. Slægten kom oprindelig fra hovedgården Rotbøl, Lodbjerg sogn i Thy, der sidst i 1600-tallet blev ødelagt af sandflugten. Det har siden været denne slægt, der har opfostret godsejere til Børglum Kloster
Da loven om afviklingen af fæstegods kom 1861, blev der lavet en fortegnelse over de fæstepligtige gårde, der stadig hørte under Børglum Kloster. Da Rottbøll forinden havde solgt ca. 400 tdr. hartkorn af fæstegodset, var der nu kun 81 gårde med et samlet hartkorn på 265 tønder tilbage. Udviklingen gik stærkt; grundloven blev vedtaget, hoveriet blev ophævet, og fæstebonden blev selvejer, og det betød blandt andet, at der blev en mere intens dyrkning af markerne og dermed et større udbytte. Men det var bestemt ikke en ubetinget fordel, at bønderne kom til at eje deres gårde. I flere tilfælde kan vi da også se, at de trækker ejerskiftet ud, fordi den husleje, de betalte til godsejeren, var forholdsvis lav. På en måde kan man vel sige, at bonden blot fik sit fæstebrev udskiftet med et kreditforeningslån. 1935, er den samlede hartkornsvurdering svundet ind til 42 tønder.
Efter en brand byggede de nuværende ejere Hans og Anne Rottbøll 1989 en ny kornlade på 3000 m2, og de iværksatte 1995 det største restaureringsarbejde af kirken, der er foretaget siden 1590. Et projekt, der er budgetteret til ca. 13 millioner kroner.
En af de ejendommeligheder ved Børglum Klosters historie, der stadig undrer historikerne, er, at dette middelalderlige magtcenter aldrig udviklede sig til en regulær by med borgerskab, købmænd og handelshuse, som ellers var en vigtig del af de øvrige danske bispers økonomiske grundlag. Hvis vi ser på udviklingen ved de andre bispesæder i det nuværende Danmark: Viborg, Århus, Ribe, Odense og Roskilde, så opstod der alle disse steder en storby, hvorimod både den omfattende bebyggelse og det store befolkningstal ved Børglum skrumper ind til kun at omfatte den nu ensomt beliggende herregård på toppen af bakken.
Havde udviklingen ved Børglum været den samme som ved landets øvrige bispebyer, ja, så havde Børglum Kloster nu ligget midt i en storby, måske med et storcenter lidt vest for møllen og et byggemarked nord for kirkegården. Ikke fordi vi har noget imod hverken et storcenter eller et byggemarked, men her på egnen er vi mange, der egentlig synes, at bygningerne og landskabet klæ'r hinanden ganske godt, og at den skæbne, det smukke gamle kloster har fået, ikke er så ringe endda.
Er I nysgerrige på at gå på opdagelse på det historie kloster, så har vi åbent fra april til oktober (+ vinterferien, påskeferien og til vores julemarked). Her kan I få en uforglemmelig oplevelse og høre lidt om Børglum Klosters uhyggelige historie. Vi lover oplevelser for folk i alle aldre.